Jason Watt kører som eneste Dansker i Scandinavians kongeserie
Team Bygma Jason Watt Racing
Nyhedsbrev
2011

KANON sæsonstart for Jason og resten af teamet i Scandinavian Touring Car Championship!!
Forud for 2011 sæsonen var humøret højt også selvom det var lagt fast at der ikke skulle køres en fuld sæson, men derimod 4 løb som er fordelt med 2 gange hver på Jyllands-Ringen og Ring Knutstorp.
Der blev tid til en kort test på Jyllands-Ringen i ugen op til åbningsløbet d. 23. april, og det forløb ganske fornuftigt, så en positiv ro prægede teamet omkring bilen da vi ankom til ”hjemmebanen” ved Silkeborg, men denne gang midt i et hav af svenske teams. Som eneste danske deltager følte man sig måske en smule intimideret når de store svenske teams med Volvo og Chevrolet fabriksteams i spidsen tydeligvis bærer præg af at den svenske økonomi atter ser gode tider.
I fredagens kvalifikation blev det til en fornem 4. plads ganske få tiendedele langsommere end hurtigste mand.
Da starten gik til lørdagens Race 1, fik undertegnede en ok start, men jeg blev presset ud for enden af langsiden, så jeg mistede en enkelt placering til Rikard Rydell i Chevrolet. Med mit kenskab til Jyllands-Ringen valgte jeg at forsøge at holde på for enden af publikumslangsiden selvom jeg var på ydersiden, og det gav pote og jeg var igen på4. pladsen. Foran mig havde jeg 2 stk Volvo og i front var det Richard Göransson i BMW.
Jeg lagde hurtigt pres på Tommy Rustad på 3. pladsen, og da vi på 3 omgang nåede til opløbssvinget øjnede jeg et hul på indersiden som der hurtigt blev fyldt ud af en hvis SEAT med nr. 6 på siden. Det var først da vi kom ud på langsiden at og jeg så Volvoen i bakspejlet at jeg kom i tanke om at på det sted har jeg i mine 10 år på Jyllands-Ringen faktisk ALDRIG overhalet nogen før.
Nu var jagten gået ind på James Thompson på 2. pladsen, og jeg lukkede langsomt hullet til ham, og jeg kunne se at for enden af publikumslangsiden bremsede han en anelse tidligere end jeg var i stand til. Så da jeg øjende chancen slog jeg til og dykkede indenom, og selvom James forsøgte at smakke døren kom jeg alligevel forbi, og nu kunne jeg endda trække et lille hul så jeg ikke var presset bagfra.
Göransson i BMW’en i front fik pludselig bremseproblemer, og det resulterede i en voldsom afkørsel for enden af langsiden. Jeg så at hans bil blokerede forhjulene og fortsatte ligeud i dækmuren, og det så ikke rart ud. Safetycar kom på banen i løbets sidste 2 omgange, og da flaget faldt var det altså en hvis SEAT med navnet Jason Watt som krydsede stregen som VINDER!!
En fuldstændig fantastisk følelse at tæve dem alle sammen med VORES lille team. Det er nok et af de bedste løb jeg har kørt på Jyllands-Ringentil dato, og det er da altid rart at føle af formkurven stadig er stigende haha.
At løb 2 blev en kort fornøjelse da jeg på første omgang blev skubbet op i den forankørende så min køler den gik i stykker, det kunne ikke tage glæden fra undertegnede, gutterne og gut’inderne i teamet – vi var temmelig stolte af os selv.
Løbet kan ses på nettet hos STV her: http://svtplay.se/v/2404716/motor/stcc_24_4 (løbet starter ca 8min. inde)
Næste gang det går løs er allerede i kommende weekend hvor der er Ring Knutstorp det går løs på.
Jeg håber vi kan hive en god placering med hjem her, selvom jeg godt ved at det bliver noget sværere denne gang, eftersom jeg som den eneste slet ikke har testet på banen i år.
De hurtigste hilsner
Jason og resten af teamet
